Skal du vinde kommunalvalget som kommunikationspraktikant for Frank Jensen?

Socialdemokratiet i København leder efter en kommunikationspraktikant til efteråret 2017, der kan understøtte og aktivt indgå i politik- og kommunikationsgruppen i Overborgmester Frank Jensens kampagneteam i arbejdet for at vinde kommunalvalget 2017.

Om stillingen

Som kommunikationspraktikant i SIK får du en enestående mulighed for personlig og professionel udvikling i et dynamisk kampagneteam under kommunalvalget. Dine arbejdsopgaver vil primært bestå i at skrive læserbreve, pressemeddelelser, indlæg og overvågning af sociale medier, research- og analyse samt medieovervågning. Har du praktiske færdigheder inden for fotografering og video vil der være mulighed for at bruge disse færdigheder. Du får mulighed for i høj grad selv at påvirke dine arbejdsopgaver, men du skal samtidig være indstillet på et arbejdsmiljø, der i perioder, er præget af højt tempo og korte deadlines. Til gengæld tilbyder vi en enestående mulighed for at komme helt tæt på det politiske kampagnearbejde i Socialdemokratiet.

Om dig

Vi leder efter en initiativrig studerende med stærke kommunikationsfærdigheder og politisk tæft. Du er en god skriftlig formidler, som kan levere produkter af høj kvalitet under tidspres. Det er ikke et krav, men et plus hvis du har erfaring med video. Du er ikke nødvendigvis socialdemokrat, men du deler eller har indsigt i Socialdemokratiets grundholdninger og værdier. Du er ikke bleg for at tage initiativ, og strukturere meget af din arbejdstid selv. Slutteligt er du loyal, da fortrolighed er en forudsætning for varetagelse af stillingen. Du er bachelor- eller kandidatdelen af din uddannelse f.eks. indenfor kommunikation, samfundsfaglig uddannelse eller film- og medievidenskab.

Hvordan bliver du praktikant for Frank Jensen?

Praktikopholdet er ulønnet, men der vil blive givet en økonomisk bidrag (i overensstemmelse med ny lovgivning). Det er en forudsætning, at du kan få hel- eller delvist merit for praktikforløbet. Du kan stille spørgsmålet om praktikforløbet til kampagneleder Marie Borum her: marie.borum@gmail.com.

Hvis du er interesseret i at tage aktiv del i kommunalvalget for Frank Jensen, skal du sende ansøgning, CV og anden relevant information til frank-kampagne@sockbh.dk. Ansøgningerne bliver behandlet løbende – send derfor din ansøgning hurtigst muligt til og inden den 20. Maj 2017.