Bekæmpelse af bander

København skal være en sikker og tryg by at bo i. Vi må aldrig lade kriminelle bestemme. Der er ikke en eneste plads, gade eller park i København, hvor banderne eller andre kriminelle skal sidde på magten og gøre livet utrygt for de lokale beboere.

Banderne skal have klar besked om, at de ikke hører til i vores by. Det kræver synligt politi, men også en forebyggende indsats, der kan bryde fødekæden. Banderne lokker unge københavnere ind i kriminalitet - det skal vi gå langt for at forhindre.

Derfor opruster vi i 2018 indsatsen på gadeplan med blandt andet 50 % flere gadeplansmedarbejdere, der kan opsøge unge, der er i risiko for at blive rekrutteret til kriminalitet. Samtidig udvider vi åbningstiderne i klubberne, så de unge har attraktive alternativer, hvor de kan være med i positive fællesskaber.

Men vi kan gøre mere. For København skal være en tryg by. Med håndfaste tiltag og stærkt sammenhold skal vi vise de kriminelle miljøer, at de ikke hører til i vores by. Og vise de unge, at positive fællesskaber er langt stærkere end nogen bande - og tilbyder et godt liv på lang sigt.