Der er et ordsprog, der hedder, at godt i gang er halvt fuldendt. Sådan er det ikke helt i mit tilfælde. Jeg er kommet rigtigt godt i gang med arbejdet, men vi er langt fra hverken halvt eller helt i mål endnu. Det havde jeg heller ikke forventet. For det er klart, at når vi sætter os store mål, så tager det sin tid at indfri dem.
I valgkampen sagde jeg, at vi skulle sætte børnene først. Vi skal sikre, at alle nye forældre bliver tilbudt pasningen inden for 15 minutters cykelafstand af, hvor de bor – og at de får tilbuddet inden for 12 måneder. Det gør de ikke i dag – og det skal vi kunne levere.
Jeg vil løbende forsøge at holde opdateringsniveauet højt både på min nye hjemmeside (som er under opbygning på kk.dk), på Facebook, hvor jeg nok kommer lidt bredere omkring, og på Twitter for dig, der også følger så meget med i politik, at du godt kan lide de lidt nørdede (i ordets bedste betydning!) opdateringer og inputs fra det politiske liv på Rådhuset.








