Nogle bandemedlemmer udnytter kynisk udsatte unge til at udføre ulovlige småtjanser. Det er uacceptabelt, at børn og unge gøres til brikker i bandernes spil.

Ved at satse på lovlige og lønnede fritidsaktiviteter til unge i udsatte boligområder, kan vi gøre en indsats for, at de ikke senere skal komme ud i kriminalitet. Et godt fritidsjob giver lovlige penge mellem hænderne, og det kan være med til at give børn og unge større selvrespekt og noget at rive i. Hvis aktiviteterne tager udgangspunkt i det udsatte boligområde selv, kan fritidsjob også levere et nødvendigt bidrag til at forskønne og forbedre omgivelserne for alle beboere.

Konkret foreslår jeg, at Københavns kommune i samarbejde med boligselskaberne kan give unge i alderen 10-15 år i de udsatte boligområder en aktiv fritid, ved at de skal udføre opgaver som fx vedligeholdelse af fællesarealer, fjernelse af affald, hjælpetræner i den lokale sportsklub, bogopsætter på det lokale bibliotek, lektiehjælp og meget andet.

Lommepengeprojekterne skal gennemføres på vilkår, der så vidt muligt svarer til almindeligt fritidsarbejde. Ved ansættelsen bliver der udarbejdet en ansættelseskontrakt, der også underskrives af en forælder. Forældrene bliver i øvrigt orienteret om arbejdets indhold og de vil blive kontaktet ved fravær mv. Når unge fylder 15 år vil de få hjælp og vejledning til målrettet at søge regulære fritidsjob.

Lommepengeprojekter skal organiseres i samarbejde med den almene boligorganisation, de lokale skoler og fritidstilbud samt SSP.

Download og læs hele min jobstrategi for udsatte boligområder her som PDF fil.

Jobstrategi for udsatte boligområdet: Noget at rive i