Ældre

Her blir vi gamle

København er en by for livet. København er byen, hvor vi vokser op, går i skole, finder en livsledsager, får et arbejde, dyrker fritidsinteresser. Og København er også en by, hvor vi trækker os tilbage fra arbejdsmarkedet, får mere tid til børnebørnene, udforsker nye sider af byen og udfolder tilværelsen som ældre. Her bli’r vi gamle.

 

Ældre i København skal have del i alle byens tilbud og muligheder. Vi får ikke mindre smag for livet af at blive gamle.

København skal være ramme om et lykkeligt ældreliv. Det vil jeg sørge for.

10 forslag til bedre service fra kommunen:

  1. Prisstop for ældremad: Det er godt, at vi har fået billigere mad, som kommunen bringer ud. Men jeg vil også indføre en prisstop, så prisen aldrig må stige med mere end inflationen.

  2. Servicetjek på busserne: Gode busser vigtigt for et aktivt ældreliv. Derfor vil jeg så vidt muligt sørge for, at der er stoppesteder tæt på ældreboliger og lignende. I nogle områder skal vi undersøge, om man kan tilbyde andre transportmuligheder i stedet for busser.

  3. Garanti for personlig betjening: Kommunens hjemmeside kan betjene borgerne døgnet rundt. En del ældre har svært ved at betjene en computer. Derfor skal vi give kurser til dem, som vil lære at bruge den digitale service, og vi skal bevare den personlige betjening.

  4. Klar kommunikation: Som ældre modtager man mange breve fra kommunen for eksempel meddelelse om folkepension. Men for nogle er brevene ren volapyk. Vi skal gennemgå kommunens standardbreve, så de er til at læse og forstå.

  5. Det skal være muligt at kunne købe lidt ekstra hjælp fra kommunen: Flere vælger privat hjemmepleje, fordi man kan købe sig til lidt ekstra hjælp. Jeg vil arbejde for, at regeringen gør det muligt for kommunens hjemmepleje at sælge ekstra ydelser, fx ekstra rengøring inden et familiebesøg.

  6. Faste hjemmehjælpere: For mange er det rart, at det er et kendt ansigt, der kommer ind i deres hjem. Jeg vil arbejde for, at der kommer så få forskellige hjemmehjælpere som muligt hjem hos de ældre.

  7. Mulighed for en årlig hovedrengøring: Det er ikke altid, at den almindelige rengøring kommer helt til bunds. Jeg vil arbejde for en årlig hovedrengøring hos ældre, som får hjemmehjælp og ikke selv magter det.

  8. Indsats imod ensomhed for mindst 5. mio. hvert år

  9. Årlig idrætsdag for ældre over 60 år

  10. Bevar tilskuddet til de frivillige og ældreklubberne

Hent PDF med det politiske udspil

Det her er ordnet!

I løbet af de seneste fire år har jeg været med til at ordne:

  • At alle kommunens plejehjem og ældreboliger bliver renoveret frem til 2022
  • Et nyt seniorbofællesskab bliver bygget
  • At forskellige ældre kan vælge plejehjem med forskellige profiler
  • Nemmere adgang til hjælp til for eksempel en uventet, stor tandlægeregning
  • Lavere pris på mad fra kommunen til ældre i hjemmet
  • Mulighed for at veksle mellem mad fra kommunen, lokale restauranter eller take-away-steder
  • Efteruddannelse af køkkenpersonalet på plejehjem for at gøre maden endnu bedre
  • Bedre behandling til hjernen, fokus på medicinhåndtering, flere genoptræningspladser og mere kvalitet i behandlingen af døende
  • Mere fokus på ansattes faglighed og den ældres behov frem for på skemaer og stopure