Kvindernes Internationale Kampdag – 8. marts – startede for 100 år siden, da en gruppe kvinder i København skrev verdenshistorie. På en socialistisk kvindekongres i 1910 i Folkets Hus i København stiftede de Kvindernes Internationale Kampdag, der siden er blevet fejret verden over. Dengang stod kampen især om kvindernes valgret, mens kampen i dag mere handler om ligeløn og kvindehandel.
Jeg er stolt over at være overborgmester for en by, der har leveret resultater på ligestillingsområdet. Vi er ikke i mål, men vi har nået meget, og vi er godt på vej.
Jeg vil gerne fremhæve to særlige punkter her:
1. Lederrekruttering
Der er i Københavns Kommune sat et lederudviklingsprogram i gang. Det er et udviklingsprogram, der skal sikre rekruttering af både mænd og kvinder til topledelsesstillinger.
Vores mål er at sikre minimum 40% af det underrepræsenterede køn i lederstillinger på det område, der er tale om. På nogle områder er mændene underrepræsenteret og så gælder fokus selvsagt på dem.
Det har Københavns Kommune kombineret med mentorordninger for at understøtte lederes udvikling. Mentorordningen blev startet som et ligestillingsinitiativ for at gøre det mere attraktivt især for kvinder at søge lederstillinger.
Og så er kommunen igang med en ligelønsanalyse af eventuelle kønsskævheder i kommunens aflønninger. Vi analyserer 10 faggrupper meget systematisk; i forhold til anciennitet, alder, osv.
2. Fædre på barsel
Det andet område handler om barsel. Københavns Kommune har en målsætning, om at fædre, der holder orlov i forbindelse med en børnefødsel, holder gennemsnitligt 50 dage. Og at andelen af de fædre der udnytter hele den 10 uger lange orlovsperiode udgør minimum 40%. Det et blandt andet blevet fremmet gennem “far forever-kampagnen” (læs om det på: www.kk.dk/farforever). Og vi er faktisk godt på vej.
Hvis vi starter med målet om de 50 dage i gennemsnit, så kunne vi se, at fædrene i 2005 i gennemsnit holdt 26 dages barsel, mens det i oktober 2009 var oppe på 37 dage. Samtidigt kan vi se, at vores mål om at minimum 40% af fædrene, der udnytter hele den 10 uger lange orlov, nærmer sig. I 2005 var det kun 9% af fædrene, der udnyttede hele perioden. I oktober sidste år var vi oppe på 23%.
Det er en flot udvikling, og jo, nok er vi nået langt, men kampen for ligestilling er en vedvarende proces. Også den dag i dag.








0 Kommentarer til “8. marts – godt på vej, men ikke i mål”
Skriv en kommentar