Svend er død

Af Frank Jensen

Med Svends død har dansk politik mistet en af de største politiske begavelser i sin tid, og jeg har mistet en meget nær ven.

Svend og jeg fik et nært venskab, efter jeg blev valgt til Folketinget i 1987. Ved samme valg blev Svend valgt til formand for vores parti efter Anker Jørgensen. Vores venskab var langt mere end en fælles interesse for politik og vores samfund. Svend var en utrolig stor støtte for sin familie og venner også under den sidste tids svære sygdom, som han måtte opgive kampen imod i nat.

Svend rakte højt op i landskabet i mere end en forstand. Han har været en kæmpe inspirationskilde for mange i min egen generation. For Svend var politik både til hjerne og hjerte. Svend ville ikke forfladige politik til et spørgsmål om ”hvis regneark der var bedst”. Politik uden nerve og følelser have ingen appel i Svends univers. Svend har haft ansvaret for, og indflydelse på, mange store reformer og investeringer i Danmark og Europa, siden han blev valgt til Folketinget første gang i 1971. Svend var stolt af de mange resultater – med god grund. Og han bevarede engagementet og utålmodigheden for forbedringer for bl.a. de dårligst stillede i vores land til det sidste. De ”løse ender”, som Svend mente, at han efterlod sig, må vi andre nu tage på os at få knyttet sammen.

Æret være Svends minde.

Kærligst Frank Jensen

YouTube-forhåndsvisningsbillede

0 Kommentarer til “Svend er død”


  1. Ingen kommentarer

Skriv en kommentar