Når banderne på Nørrebro og rockerne i Hells Angels skyder hinanden og udfører en decideret krig inde midt i vores by og vores hverdag, så handler det ikke om hudfarver. Det handler om penge og kriminelle markeder.
Jeg vælger at understrege denne pointe, fordi der desværre er politikere i vores land, der gør sig til talsmænd for en hudfarve-tilgang til den hårde kriminalitet i København.
Jeg kalder dem ”hudfarvepopulister”, fordi deres svar på problemer altid er at pege på hudfarve og race som problemet.
Hudfarvepopulister som Jønke, Søren Pind og Peter Skaarup sidder i samme båd, når de fx. alle tre melder ud, at bande- og rockerkonflikten handler om hudfarve; og at det i øvrigt er de mørkere pigmenterede, der er ballademagerne – eller ”sjakalerne”, som de siger.
Jeg bliver ikke bare træt af det, men også rigtig vred, når jeg hører Pind, Jønke og Skaarup tale for, at vi som politikere skal fokusere på hudfarver for at finde løsninger på bande- og rockerkonflikten.
Sikke dog en gang sludder af den anden verden!
Vi skal som ansvarlige politikere finde konkrete løsninger, der sikrer os alle en tryg hverdag i København. Jeg har her på bloggen bl.a. foreslået, at vi opretter en mentorordning i København, som skal sikre de unge en god voksenrollemodel, der kan holde dem ude af kriminaliteten i første omgang.
Men løsningerne er ikke simple og lette at finde. Netop derfor skal vi som ansvarlige politikere bruge vores tid for de vælgere, vi repræsenterer. Vi skal arbejde benhårdt for at finde løsninger. Vi skal ikke snakke konflikter op og gøre byen mere utryg.
Vi skal ikke bære brænde til et bål, der allerede er på fuld blus. Det mener jeg, at Pind, Jønke og Skaarup gør, og det vil jeg ikke stå model til. Det vil København ikke stå model til!








0 Kommentarer til “Det handler ikke om hudfarve”
Skriv en kommentar